Jeg kan ikke komme i tanker om noget, der har fucket mere med min krops og mit hoveds trivsel, end da jeg spiste og trænede mig til at se sådan her ud.

Når jeg snakker med klienter om vægttab og æstetiske forandringer, spørger jeg som regel også ind til, hvordan resten af familien ‘ser ud’.

Oftest kommer der et svar á la: “Min far er slank. Min mor - og også min mormor faktisk - har samme kropstype som jeg har; vi har tendens til [indsæt selv familie-kropskendetegn]”.

Hvis du længe har haft et lidt svært forhold til mad, kan tanken om at bruge tid på at få et mere roligt og fleksibelt forhold til mad virke helt overskuelig.

Som udgangspunkt kan det måske faktisk virke mest fristende, at fastholde dit gamle mønster med madregler og restriktioner, fordi det er en form for kontrol, som kan føles tryg.

Også selvom du godt kan mærke, at det er det helt modsatte, du egentlig har behov for; altså færre madregler og mindre kognitiv kontrol.

I mine yngre år var min instinktive opfattelse at jeg ’bare lige skulle’ nå dét (f.ex. opnå vægttab, have økonomisk frihed, finde partneren etc.) og så var ‘mit mål’ nået.

Altså en opfattelse af, at når først [indsæt selv drømmescenarie] var opnået, så var ’livet komplet’.

Med alderen har jeg (som resultat af både sejre og svære tider) indset, at livet er lidt af en dynamisk fætter.

Og at det dynamiske aspekt netop er det, der betyder, at det du opnår skal vedligeholdes og plejes, for at det fortsat er dit at kunne fastholde.

Tænk hvis det var muligt for dig at ’finde tilbage’ til dine gamle spisemønstre, fra før slankekure og madregler gjorde sit indtog i dit liv.

Tænk hvis du igen kunne spise på sult og mæthed, nydelse og lyst – og bruge et minimum af din energi på ’burde ikke’ og ’må ikke’ i forbindelse med spisning.

Tænk hvis der ikke var noget mad der i sig selv var ’forbudt’ eller ’usundt’, men at du selv var fri til at vælge, hvad du havde lyst til at spise hvornår.

Jeg skriver en del om at være nysgerrig på egne mønstre - og det kan i sig selv føles temmelig ukonkret. Så hvordan gør jeg det konkret?

Først er det vigtigt for mig at pointere, at ‘no size fits all’; at det der virker for den ene, for den anden kan bidrage til yderligere forvirring i bunken af ’gode råd’ .

Når det er skrevet, ved jeg også at konkretisering øger sandsynligheden for succes – og derfor kan det måske være hjælpsomt, at jeg deler, ét (af mange) værktøjer, som en del af mine klienter har haft succes med, til at blive mere bevidste om egne mønstre.

Et nyt år betyder en frisk start - både for krop og sind, ikke? Næh. Eller jo, det måske faktisk føles meget rart at 'starte på en frisk'. Det kan bare være værd at huske på, at en slankekur ikke nødvendigvis er nemmer e at holde bare fordi det er et nyt år - og at der findes en mere holdbar (og selvomsorgsfuld tilgang).

Hvis der er noget, jeg hører af og til, så er det (blandt andet) ovenstående sætning.

Hvis jeg var en tough-love-kinda-træner ville jeg samtykke med et “Ja, tag dig sammen” - du ved; ‘den nemme træner-løsning’

Du vil gerne tabe dig. Bare liiiige 5 kg. Det burde jo kunne klares med en kostplan, tænker du.

Du har ret, det kan det nok godt. I hvert fald midlertidigt.

Det handler nemlig ikke kun om at ‘smide de sidste 5 kg’. De skal jo også holdes af bagefter.

Et værktøj der for mange, jeg arbejder med, er hjælpsomt til at finde mere ‘madro’, er at være nysgerrig på, hvornår de spiser på sult og hvornår de spiser på andet end sult; ‘sult under og over halsen’.

“Mad fylder meget mindre i min bevidsthed. Det er ligesom om, jeg har fået en masse ny mental kapacitet, fordi mine tanker ikke hele tiden er optaget omkring mit næste måltid. Nu glæder jeg mig bare over at finde ud af, hvad jeg gerne vil bruge den kapacitet til i stedet for”

Du behøver ikke at gå all in på kur og restriktioner, fordi du måske føler at ferien har været lidt mere ‘afslappet’ på kostfronten end du lige havde lyst til.

Du behøver heller ikke at straffe dig selv med træning, fordi du føler, at du har spist mere end ‘du burde’.

Det der med at ændre vaner kan være svært. Det samme kan det at få ‘mere ro på maden’.

Det tager tid - og af og til vil det føles som om, du er helt gået i stå.

I de tider kan det måske være hjælpsomt for dig at stoppe op og kigge på, hvor du er kommet fra.

Det kan være nemt at dunke dig selv i hovedet for at spise på følelser eller andre behov end sult - men…

Af og til taler jeg med mine kvindelige klienter om, at de føler sig ‘bagud’ i forhold til at have ro på kroppen og maden.

Jeg har været sådan lidt ekstra-sulten den sidste tid. Ikke efter mad - næh, jeg har været det, jeg kalder ‘snackeren’. Jeg har haft lyst til at græsse lidt hele dagen uden egentlig at være sulten.

“Jeg træner mindre og taber mig. Kan det passe?”

Det sagde én af mine klienter forleden…

Forleden vejede jeg tre af damerne på det ene Badass-hold. De har alle arbejdet på at finde frem til hvilke vaner, der gør den største forskel for dem hver især. De havde tabt sig - en god del faktisk. Årsagen til vægttabet? Den var vidt forskellig…

Jeg skriver meget om at ‘få ro på maden’ gennem større bevidsthed omkring mønstre og færre restriktioner - og det kan til tider godt synes lidt fluffy.

Hvis nogen havde fortalt mit yngre jeg, at jeg en dag ville komme hertil, hvor december ikke ville være lig med massiv madstress, ville jeg aldrig have troet på det.