Er du sulten under eller over halsen?

 
IMG_9798.jpg
 

Et værktøj der for mange, jeg arbejder med, er hjælpsomt til at finde mere ‘madro’, er at være nysgerrig på, hvornår de spiser på sult og hvornår de spiser på andet end sult; ‘sult under og over halsen’.

Sult under halsen refererer til din ‘fysiske sult’. Hvordan det føles hos dig? Hvor i din krop mærker du sult? Føles din mave tom? Hul? Rumler den? Følelsen af sult er individuel. En god start er at være nysgerrig på, hvordan du mærker sult i din krop.

Sult over halsen refererer til ‘andet end fysisk sult’. Når det er dit hovede og ikke din mave, der er sulten. Det kan f.ex. være lyst til at spise noget, fordi det står foran dig - eller på følelser som tristhed, kedsomhed, træthed, glæde etc.

Når du spiser eller får lyst til at spise på sult over halsen hvilken følelse, lyst eller trang oplever du så? Hvad oplever du maden giver (eller kan give) dig lige dér og hvad har du egentlig behov for?

Som udgangspunkt handler værktøjet om, gennem nysgerrighed, at skabe bevidsthed.

Det betyder altså ikke, at du skal bruge det til at bebrejde dig selv, at du spiser på sult over halsen (det gør vi allesammen af og til), men i stedet at lege med at blive mere bevidst om, hvad det egentlig er der sker, f.ex. hvis du føler at du ‘går på autopilot’ på bestemte tidspunkter.

At tillade dig selv at være ‘Sherlock Holmes’ og nysgerrig på dine egne mønstre så ikke-dømmende som overhovedet muligt.

Første skridt er at blive lidt klogere og forstå. Derefter kan du handle, hvis det giver mening for dig at gøre.

Husk: har du ‘trænet’ ikke at mærke sult og mæthed i mange år, så er det helt normalt, at du oplever, at det er virkelig svært at mærke. Tænk det lidt ligesom en muskel der skal trænes. I starten føles den lidt slap, men i takt med at du øver dig (træner) bliver den stærkere.

Der vil være tidspunkter, hvor det kan være sværere at mærke end andre. Det oplever jeg for eksempel, at mange føler om aftenen, når de er trætte.

Det som en gradvis proces, der kan hjælpe dig til at vende selvbebrejdelse til forståelse og indsigt i, at der er altså kan være flere forskellige elementer der influerer på din spisning😊

Forrige
Forrige

Citat jeg reflekterer over pro tempore

Næste
Næste

Nogle gange giver det mening at møfle alligevel - selvom du ikke har lyst