Du vil gerne tabe dig. Bare liiiige 5 kg.

 
IMG_9800.jpg
 

Du vil gerne tabe dig. Bare liiiige 5 kg. Det burde jo kunne klares med en kostplan, tænker du.

Du har ret, det kan det nok godt. I hvert fald midlertidigt.

Det handler nemlig ikke kun om at ‘smide de sidste 5 kg’. De skal jo også holdes af bagefter.

Hvis du midlertidigt holder din plan og dropper den, når du har nået dit mål, er sandsynligheden for, at det tabte (og potentielt lidt til) ryger på igen, overhængende.

I stedet kan det give mening at opbygge nogle vaner, du også kan fastholde, når målet er nået.

Et fundament hvorfra du kan nyde mad, du godt kan lide, sammen med mennesker du holder af, i et omfang du trives med.

Netop derfor er kostplaner eller andre restriktive tilgange (ofte) et uhensigtsmæssigt værktøj til et varigt vægttab; fordi du ikke lærer at navigere i en verden fyldt med tilbud om mad. Du lærer blot at navigere efter forbud.

Hvad sker der, når det forbudte igen bliver tilladt?

Hvis du er som de fleste, vil du muligvis opleve en trang til at overspise, når først du går i gang med at spise alt det, du (eller din kostplan) har forbudt dig.

Du tømmer brødkurven, spiser hele pladen med chokolade og alle chips i skålen, der står foran dig til det arrangement, du alligevel ikke gider at være til.

Og de 5 kg er på igen, før du får set dig om. Du bliver ked af det og føler dig som en fiasko - uden den famøse ‘rygrad’.

Det er altså ikke dig den er gal med. Du er ikke en fiasko. Det er heller ikke rygrad, du mangler. Det er din strategi der ikke er holdbar. Endnu.

Måske det er tid til slå op med kostplaner, forbud og quick fixes?

Måske i stedet starte med at finde ud af, hvad der fungerer for dig?

Hvordan vil du gerne spise?
Hvordan vil du gerne føle dig?
Hvad vil du gerne bevæge dig med?
Hvad trives du med at gøre?

Hvad er dine værdier? De giver nemlig også mening at have med i overvejelserne, når du skal afgøre med dig selv, hvordan du gerne vil leve.

Det du KAN bruge kostplanen til, er at plukke det fra den, der fungerede godt for dig (f.ex. strukturen) - og så kassere det, der ikke fungerede (f.ex. rigiditeten).

Det er altså helt okay at vælge det, der fungerede godt for dig, til - og det, der ikke fungerede for dig, fra😊

Forrige
Forrige

"Jeg er sukkerjunkie og har ingen rygrad"

Næste
Næste

Citat jeg reflekterer over pro tempore