At træne for 'kropsfølelse og kunnen' i højere grad end 'æstetik og udseende'

 
Træning.jpeg
 

Tænk hvis flere satte træningsmål med fokus på ‘kropsfølelse og kunnen’ fremfor æstetik og udseende.

På bevægeglæde og lidt mere lyst fremfor ‘skulle & burde’.

På fleksibilitet og dagsform fremfor ufleksible træningsplaner.

Tænk hvis flere fejrede alt det kroppen kan, istedet for at fokusere på alt det ‘den ikke er’.

Måske det for nogle rent faktisk kunne være en vej til at lade mere kropsglæde overtage lidt af pladsen fra krops-tristheden?

At ændre fokus i sin tilgang til træning kan godt være både svært og lidt grænseoverskridende. Især når ‘den selvkontrollerende tilgang’ er den man kender allerbedst; den kan føles både tryg og velkendt.

Hvis det føles lidt udfordrende for dig, at lege med en ny tilgang til din træning, vil jeg minde dig om, at det at ændre fokus ikke er bindende; du kan altid ‘gå tilbage igen’. Og du kan også kombinere de to ting - det ene udelukker altså ikke det andet.

For eksempel - lad os sige, den næste måned - lege med at have fokus på ‘kropsfølelse og kunnen’ og at vide at den æstetiske del kan følge med som den positive bivirkning. Og hvis det ikke funker for dig, så går du bare tilbage, til det du kender😊

Eksempler på ’kropsfølelse & kunnen’-træningsmål:

🌟 Prøve en ny sjov bevægelsesform

🌟 Kunne løfte X antal kilo

🌟 Kunne gå op af trappen uden at blive forpustet

🌟 Kunne lave en armbøjning

🌟 Blive smidig nok til at [indsæt selv] (ex. nå mine tæer, gå i bro eller noget tredje)

🌟 Prøve en ny øvelse eller maskine til træning

🌟 Bruge tid på mobilitet og udstrækning

🌟 Kunne stå på hovedet eller på hænder

🌟 Lave konditionstræning som opvarmning

🌟 Ro, cykle, løbe en distance på X antal minutter

Min erfaring - fra både klienter og mig selv (det er anekdotisk, bevares) - er at møfleglæden stiger, når fokus flyttes fra hvordan kroppen ser ud til hvordan den føles at bruge.

Når møfleglæden stiger, så stiger sandsynligheden for at møfling bliver gjort mere regelmæssigt som regel også. Det betyder at den æstetiske del over tid bliver en positiv bivirkning af noget, som også føles sjovt, sejt og/ eller stærkt for dig at gøre - selvom den som udgangspunkt ikke i sig selv er den primære drivkraft☺️

Forrige
Forrige

Hvad mon der får din snebold til at rulle?

Næste
Næste

Hvornår er 'nok nok' for dig?