Superfoods og sexede træningsprogrammer?

Ved du hvad der gør den største forskel på ‘sundhedsfronten’?

At ‘fikse basis’ først.

Og hvad vil det så sige? At fikse dit fundament. De ‘store’ ting i den hverdag - såsom søvn, vand, bevægelse, lidt mere grønt, lidt mere protein.

Ganske ofte bliver vi grebet af stemningen og begynder at gå helt ned i detaljerne med specifikke kosttilskud, bestemte kostregler, ‘det vildeste træningsprogram’, superfoods- og diverse ‘sundhedstrends’.

Men faktum er at det svarer til at gå i gang med at dekorere et meget fint spir på et slot, du har bygget på et bakket mudderfundament; det hele falder sammen på et tidspunkt - og det er totalt overflødigt at fokusere på.

Hvad tror du der vil ske, hvis du satte din bevægelse lidt mere op i hverdagen? Tager trapperne, går en tur eller to mere i løbet af ugen, måske tager cyklen til arbejde.

Eller hvis du fyldte lidt mere grønt og protein på din tallerken til frokost og aftensmad?

Eller hvis du skiftede 1-2 af dagens kopper kaffe ud med et stort glas vand i stedet (note: der er intet galt med kaffe - mange mærker bare sjældent tørst fordi kaffe tager pladsen helt og aldeles. Selvom kaffe faktisk også tæller som væske, er det meget fint også at få lidt vand indenbords).

Eller du overvejede om det gav mere mening at gå i seng en halv time tidligere istedet for at falde i søvn på sofaen om aftenen?

Måske det ville være rart for dig at have lidt mere struktur på din aftenrutine, så du får den søvn der skal til, for at du vågner om morgenen og bare er en tand mere frisk og klar til dagen?

Ved du hvad der sker når du er mere frisk? Du craver og snacker mindre. Du er bedre til at træffe valg, der fungerer godt for dig. Som for eksempel at tage mere grønt til frokost - og måske gå en tur når du kommer hjem fra arbejde.

Og dét giver bonuspoint på den lange bane. For vi ved jo godt at det ikke handler om aaaallle de ‘sunde ting’ vi formår at fastholde i en uge - men om de små gode vaner, der giver mening for os at gøre igen og igen, dag ud og dag ind - hele året rundt :-)

Forrige
Forrige

Er du også på nippet til at gå i 'sommerpanik'?

Næste
Næste

Kære kvinde. Hvad vil du gerne lære din datter?