Sukker er gift og fedt feder. Eller hvad?
Madstress fylder fortsat en del hos mange mennesker.
Frygten for kulhydrater. At lyst brød, slik og frugt er gift og lig med vægtøgning.
Overbevisningen om at fedt feder.
Og at gluten er en god ting at undgå. Bare sådan for en sikkerheds skyld.
At der er regler, der skal overholdes, for at du kan kategorisere dig som sådan 'rigtig sund'.
Jeg kan faktisk godt forstå det. Altså forvirringen.
Sociale medier boomer med at sælge 'happy health' der præsenterer hvor fucking awesome det bare er at spise denne her toplækre bowl (ny trend) eller denne her fantastiske greenie (anden trend).
“Eat like you love your body”, læste jeg forleden på Instagram. Hvad betyder det? Er jeg en selvsaboterende sadist når jeg spiser Ben & Jerrys? Og en selvkærlig gudinde når jeg spiser dadler og drikker matcha?
Mens alt det her deling af ‘sunde opskrifter og flotte billeder’ rent faktisk kan være rigtig fin inspiration til at huske at velsmag og mad der ser lækkert ud er relevant for at ‘tilfredsstille alle sanser i dine måltider’ så bliver det ganske ofte noget juks når det præsenteres sammen med madregler og dogmer (ex. gluten er gift og du bliver fed af sukker - eller fedt).
Det bliver udlagt som 'den eneste rigtige måde at spise på' - og det er langtfra sandt.
Sundhed er ikke lig med forsagelse af nydelse (udover din lækre softice-like-greenie).
Sundhed er heller ikke lig med askese.
I bund og grund handler sundhed jo også om alle de andre aspekter af livet - f.ex om din søvn, dit stressniveau i hverdagen, din bevægelse, om livsglæde, om nydelse og dit sociale liv.
Og hvis du bliver kampstresset og ked af det over at du ikke spiser ‘perfekt’ - og er nødt til at takke nej til sociale arrangementer fordi de afholder dig fra at overholde dine egne kostregler - så handler det ikke længere om sundhed.
Tværtimod.
Og hvis du bliver stresset over at du ikke ‘gør det godt nok’ på sundhedsfronten, når du scroller igennem dine sociale medier - jah, så er det måske på tide med en oprydning på den front?
Kærlig hilsen
- Celestine