Om frygten for at være tilfreds og blive 'dømt forkert'

Noget jeg taler en del om med mange af de kvinder, jeg træner, er ‘frygten’ for hvad andre tænker om deres krop.

Frygten for at de selv er tilfredse - men at andre mener at de burde se anderledes ud (læs: f.ex. at være slankere).

Faktum er at muligheden for, at det er tilfældet forelægger. Sandsynligheden for det er faktisk ret stor.

Hvorfor?

Fordi forestillingen om ‘den perfekte krop’ er individuel. Og uanset hvor meget du prøver at please alle, for at de skal synes om hvordan din krop ser ud, så vil du altid tabe.

Der vil altid være nogen der foretrækker noget andet end det du har.

Spørgsmålet er, hvem det er vigtigst at gøre tilfreds?

Hvem bruger et helt liv i dit skind?
Hvem mærker hvad din krop kan?
Hvem skal føle sig tilpas i dine vaner?

Din far? Din kollega? Din ex? Din tante?

Nix. Dig.

Du skal være i dit skind, til du ikke er her mere. Derfor er det også dig der skal afklare:

Hvordan vil du gerne leve?
Hvilke værdier har du?
Hvad vil du gerne bruge din energi på?

Da jeg forrige år skrev om ‘mit spiseforstyrrede 17-årige jeg’ her på IG og om en historik med slankepiller og mindreværd, sagde én til mig i tiden efter; “Jeg så, du delte billeder fra da I var på den ferie - du VAR så flot dengang”.

Det slog mig hvor ofte, jeg havde hørt lignende gennem årene og hvor tydeligt det blev, hvor min søgen efter anerkendelse i mine yngre år kom fra. Men vedkommende var jo ligeglad med, hvordan jeg havde det - jeg blev ‘bekræftet’ udfra, hvordan jeg så ud.

Det blev tydeligt, hvordan min tilgang til min krop har ændret sig, fordi jeg har indset, hvad der er vigtigst for mig; at det ikke er mit job at please andres æstetiske behov gennem mit udseende.

At det vigtigste er, at jeg vågner op om morgenen og føler mig glad i eget skind.

At min krop kan det, jeg kan lide at gøre med den.

At jeg lever i overensstemmelse med mine værdier, som inkluderer samvær med mennesker jeg holder af - og ikke isolation pga madstress og frygt for kontroltab for at holde min krop ‘pæn nok’.

Mit liv handler ikke om andres accept af min krop - og det gør dit heller ikke.

Det handler om at fylde det med ting, du holder af, i en krop som du selv er glad og tilpas i.