Din partner gider ikke at høre om ‘din dellede mave’ eller ‘dine blævrende, tykke lår’

 
190E3555-ED75-4AB0-A536-F759CE1E6692.JPG
 

I de her badetøjstider minder jeg dig kærligt om, at din partner ikke gider at høre om ‘din dellede mave’ eller ‘dine blævrende, tykke lår’.

Eller bare sådan helt generelt at høre på, at du taler grimt om dig selv og din egen krop.

Man kan være tilbøjelig til at tro, at italesættelsen af din krop og alle de ting, du ikke bryder dig om, fungerer som en form for ‘helgardering’. Så tror din partner i hvert fald helt sikkert ikke, at du ikke er klar over, at du ikke er perfekt.

Du gavner ikke nogen ved at italesætte dine egne kropslige usikkerheder overfor ham eller hende.

Tværtimod. At italesætte din egen krop negativt er ikke bare destruktivt overfor dig selv - men også trættende at høre på.

Hvis din partner tænder på dig og har lyst til at have sex med dig, så er vedkommende sikkert temmelig ligeglad med dine blævrende lår eller eventuel appelsinhud - den intime del af sex eller intimitet har aldrig handlet om æstetisk perfektion.

Og mens det her naturligvis ikke skal handle om, at det er din opgave at ‘se du’ for din partner, så er min pointe blot, at negativ selvsnak generelt er virkelig trættende at høre på - uanset om det kommer fra en partner, en veninde eller et familiemedlem. Partnerrelationen er bare ‘klassikeren’ som de fleste af os kan genkende os selv i.

Måske kender du situationen fra en veninde, der altid taler grimt om sig selv? Hvordan er det at høre på? Din partner har det på samme måde. Det gavner ingen.

Start med at spørge dig selv: “Er det her brugbart?”.

Hjælper det dig at tale sådan eller gør det dig bare endnu mere ked af det og ukomfortabel? I så fald er det værd at overveje - hvad ville være mere hjælpsomt for dig at gøre i stedet?

At dele sårbarhed med hinanden i forhold til kost og krop kan give større forståelse for potentielle udfordringer i jeres relation - og naturligvis skabe en større forbindelse mellem jer (hvis fortroligheden er til det).

Men det har ingen sammenhæng med at tale grimt om sin egen krop.

Jeg har endnu tilgode at møde en partner (eller veninde) der gider at lægge øre til den slags.

Måske det er på tide at skåne dem - og mest af alt dig selv - for at snakke grimt om dig selv og din krops udseende?

Forrige
Forrige

Min egen træning

Næste
Næste

Jeg har godt nok brugt mange år på at træne ‘for at se anderledes ud’