18 kg forskel?

Venstre: vægt på 54 kg, lavede massive mængder cardio, sultede mig selv efterfulgt af overspisning og dårlig samvittighed, brug af slankepiller på fast basis. En miserabel krop og – mindset og meget svingende humør.

Højre: vægt på 72 kg, styrketræning 2-3 x pr uge og cardio på lyst, masser af bevægelse som en del af hverdagen (transportcykling, gåture etc), madindtag på (cirka) 2000-2500 kcal om dagen. En stærk krop, langt stærkere mindset – og markant gladere for livet generelt.

Der er ti år imellem de to billeder – og jeg vejer cirka 18 kg mere i dag end jeg gjorde på første billede.

Pointen er ikke at vurdere hvorvidt den ene krop er pænere end den anden – det er i allerhøjeste grad en subjektiv smagssag.

Men hvis jeg for 10 år siden havde vidst at jeg i dag ville veje 18 kg mere, ville jeg være panikket totalt – for dengang betød vægten virkelig meget for mig.

I dag betyder den ikke ret meget – fordi jeg ved hvad der sker, når jeg laver den type af træning som jeg gør. Og min egen subjektive vurdering er, at min krop som den ser ud i dag er fastere, stærkere og pænere end den var dengang. Den føles godt.

Inden væskeudtømning ugen før min fitnesskonkurrece i ’12 vejede jeg 65 kg. Det er altså 11 kg mere end det første billede – og min fedtprocent var markant lavere. Interessant, ikke?

Før i tiden syntes jeg at jeg var ‘tyk’ hvis tallet på vægten sagde 65 – little did I know.

Min pointe er, at vægten er et redskab som kan anvendes i situationer med overvægtige personer, der skal lave store vægttab.

Men hvis du gerne bare vil ‘ommøblere’ lidt, så skal du nok ikke tillægge din vægt for meget energi, fordi den reelt fortæller så uendeligt lidt om, hvordan din krop egentlig ser ud.

Jeg har selv været dér hvor min morgenvægt kunne påvirke mit humør hele dage og uger – det var i højere grad en demotivator som gjorde mig trist og ked af min krop.

Og hvis der er noget der IKKE fordrer end sund og stærk krop, så er det selvhad og afstraffelse. Just saying..

Forrige
Forrige

Photo shoot og om at fucke med sit forhold til mad

Næste
Næste

Fif til flere grøntsager i hverdagen