Jeg havde mange år hvor jeg ikke løb - af den simple årsag at det føltes som tortur. Jeg havde sat barren for højt - og jeg havde et mål om at performe bedre hver eneste gang, jeg skulle ud at løbe.

Jeg skulle altid være hurtigere, der var ligesom aldrig plads til at bare at ‘hygge mig med det’.

Havde jeg været nødsaget til at stoppe - ex i et rødt lys - så føltes det som om jeg havde snydt, fordi jeg havde fået pause. Eller havde jeg ikke overgået min tid fra sidst, føltes det som en fiasko og at ‘min form’ var helt til rotterne.

Til sidst mistede jeg modet helt på det. Og så havde jeg faktisk tre år hvor jeg slet ikke løb.

Indtil jeg en dag havde lyst igen. Det var på én af mine utallige gåture hvor jeg pludselig havde lyst til at sætte farten op og lunte - så det gjorde jeg. Og det har jeg gjort lige siden. Luntet. Engang imellem når jeg har lyst.

Det er med tiden blevet til én gang om ugen - som regel 5 kilometer’ish.

Jeg savner det når jeg ikke gør det - fordi det er blevet ‘et fristed’. Som regel der hvor jeg får gode idéer (ex at skrive denne post).

Jeg har tilladt mig selv at gøre det i et tempo, jeg synes er rart og giver plads til at gå, hvis jeg har lyst til at gå. Og betragter ikke længere rødt lys som min værste fjende.

Jeg har sat mig selv fri fra alle mine gamle regler - og fundet nydelse i noget jeg i mange år anskuede som total tortur.

Jeg møder ganske ofte kvinder der har præcis samme løbe-historik som jeg. Som er gået totalt død i det fordi alt skal Endomondoes, pulsmåles og tidstrackes. Fordi der konstant er fokus på optimering - i stedet for bare at løbe.

Når jeg introducerer dem for ‘lunte på dagsformen’-modellen sker der sjovt nok det samme som der skete hos mig; de finder løbeglæden tilbage. Det er ikke længere dybt uoverskueligt og noget der skal mobiliseres usynlige kræfter for at gennemføre - det er blevet noget rart fordi de har lyst til at bevæge sig.

Og sådan kan ‘målrettet træning’, der ikke bliver gjort, pludselig blive til bevægelse, der bliver gjort, - ved blot bare at turde vende tilgangen til det lidt på hovedet og fokusere på træningsglæde fremfor tidsoptimering.